onsdag den 18. april 2018

Anmeldelse: Brudstykker af en landsbydegns dagbog af Steen Steensen Blicher

Titel: Brudstykker af en landsbydegns dagbog
Forfatter: Steen Steensen Blicher
Forlag: Hans Reitzel
48 sider
Oprindeligt udgivelsesår 1824, denne udgave 1967
Novelle

Vurdering: 4/6

(Denne anmeldelse indholder hvad man vel kan kalde spoilere, hvis man da kan spoile en 180 år gammel novelle)

Den franske litteraturteoretiker Gerard Genette skrev om det han kalder hypertekst og hypotekst. En hypertekst er en tekst, der er baseret på en hypotekst - f.eks. er James Joyces Ulysses en hypertekst baseret på hypoteksten Odysseen af Homer. Der kan være mange led i sådan nogen hyper/hypotekster; man kan f.eks. argumentere for, at Harald Voetmanns Syner og fristelser er en hypertekst på Dantes Guddommelige komedie, der er en hypertekst på Vergils Aeniden, der er en (strukturel) hypertekst på Homers Iliaden og Odysseen.
Ok, men hvad har det så med Brudstykker af en landsbydegns dagbog at gøre? Jo, for kort tid siden læste jeg Mette Moestrups Jævnet med jorden, der bygger på Blichers novelle; ligesom Brudstykker består den af 68 dele og handler bl.a. om et kompliceret kærlighedsforhold, den faldne kvinde og den smukke jyske natur. Efter at have læst Jævnet med jorden fik jeg straks lyst til at læse dens hypotekst.
Steen Steensen Blicher hentede til Brudstykker inspiration fra den virkelige historie om Marie Grubbe, som bl.a. H. C. Andersen og J. P. Jacobsen senere har skrevet om - en adelskvinde, der blev skilt af flere omgange og til sidst endte som fattig. I Brudstykker hedder hun Sophie, og hovedpersonen, Morten, forelsker sig hovedkulds i hende. På grund af klasseskellet er det en forelskelse uden håb, men Blicher beskriver den ærligt og følelsesfuldt, som her, hvor Morten og Sophie kører i kane:

Jeg tog en Tømmestreng i hver Haand, og havde begge mine Arme omkring hende. Jeg holdt dem vidt ud, for ei at komme hende for nær; men hvergang Kanen gav et Slæng, og jeg rørte ved hende, var det ligesom jeg havde rørt ved en varm Kakkelovn. Det kom mig for, at jeg fløi i Luften med hende, og inden jeg vidste det, var vi ved Fussingsøe.

Men ikke kun Morten har lyster; Sophie viser sig at have et forhold med skytten Jens. Det reagerer Morten voldsomt på:

Du falske Qvinde! Du Potiphars Hustru! [...] mens jeg tilbad dig, mens jeg beskuede dig med Ærefrygt som en hellig Engel, har du bolet med min Medtjener! 

Til sidst i novellen møder Morten Sophie igen efter tredve år. Hun er gift med Jens og er fattig, gammel og vissen. Morten kan ikke tilbageholde en vis snert af skadefryd:

dersom Nogen efter min Død skulle faa Øie paa denne Journal, skal han dog see, hvorlunde Synden lønner sine Børn.

Det er let at forstå, hvorfor Mette Moestrup har villet skrive et opgør med synet på den faldne kvinde i Brudstykker. Den slags moralisering er ret irriterende. Og Blicher kan ikke undsige sig en stor grad af sexisme. Men det er interessant, at han trods alt fremstiller uretfærdigheden i samfundets reaktion på forskellige slags forhold på tværs af klasseskel: Hvor Sophie får, hvad der bekommer hende for sådan at bole med en tjener, så er det ikke adelige hr. Gyldenløve, der får skyld for at gøre en stuepige gravid; det er igen kvinden, der er syndig:

Jeg veed ikke, hvordan hun kunne; men hun tager sig Verden let - jeg er ikke af den Natur.

Men af den natur, det er Morten lige netop. Allerede i brudstykket efter går han for første og eneste gang i seng med Sophie og er lykkelig - lige indtil han opdager, at hun også går i seng med Jens. Vi har altså ikke bare at gøre med Blichers egen sexisme (den er der selvfølgelig også, det er trods alt en tekst fra 1824), men også en udstillen af Mortens hykleriske, kristne dobbeltmoral. Han begærer kvinden og ønsker at blive begæret af hende - men samtidig finder han det syndigt, hvis kvinden begærer. Sikke noget rod; det gode gamle luder-madonna-kompleks.
Det fede ved hyper- og hypotekster er, at man som her kan læse dem i "forkert" rækkefølge. De gode hypertekster (som Jævnet med jorden) bliver ikke kun belyst af deres hypotekst, men belyser den også selv. De giver læseren lyst til at gå tilbage til kilden med et nyt udgangspunkt; at have læst Jævnet med jorden åbner op for detaljer i forståelsen af Brudstykker, som jeg nok ikke ville have fanget uden. Så en stor del af læseoplevelsen for mig var ikke kun, at novellen er velskrevet - det er den, omend sproget har lidt let ved at forfalde til klicheer (mindst to gange ryster Morten "som et Espeløv") - men også at have læst et nutidigt "svar", der netop ikke kun er et svar, men også en åbning, en begyndelse, for læsningen af den tekst, den besvarer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar