Forfatter: William Shakespeare
Ca. 90 sider
Først sat op 1606
Drama / Tragedie
Vurdering: 5/6
Det giver ikke meget mening at skrive en anmeldelse af Shakespeare. Og slet ikke, når det ikke engang er en anmeldelse af en oversættelse eller en bestemt udgivelse, men bare af et stykke. Men selvom anmeldelser af noget så kanoniseret og elsket som Shakespeare kan virke ligegyldige, kan det være sjovt nok at læse andre menneskers reaktioner på det, man læser. Derfor alligevel disse ord.
King Lear er Shakespeares nok mest tragiske tragedie. Da den blev uropført i 1606, kendte publikum allerede historien om kongen, der spørger sine døtre om, hvem der elsker ham mest. Da den yngste, Cordelia, taler sandhed og siger, at hun elsker ham, som hun bør, bliver Lear vred. Han giver straks den tredjedel af riget, der tilfaldt hende, til hendes søstre, der har løjet og overøst deres far med roser, som her Regan, der påstår, at hun finder så meget glæde i at være hos sin far, at hun ligefrem udbryder:
I profess / Myself an enemy to all other joys, / Which the most precious square of sense possesses, / And find I am alone felicitate / In your dear highness' love.
Cordelia påpeger hykleriet i søsterens kærlighedserklæring ved at sige, at når hun, altså Cordelia, gifter sig, vil hendes ægtemand få halvdelen af hendes kærlighed og den anden halvdel vil blive hos Lear. Men det er ikke godt nok for den forfængelige konge, og Cordelia bliver forvist. Det viser sig som bekendt snart at være en idiotisk ide; Lear får løn som forskyldt, snart sagt alle dør, og vi efterlades til sidst helt uden håb. Det var en overraskelse for Shakespeares samtidige publikum, for den kendte historie havde en knap så tragisk slutning, og det var lidt for voldsomt for senere kritikere, så i mange år blev King Lear opført med en omskrevet, lykkelig slutning. Men Shakespeare havde tænkt den som en gravalvorlig, sorgfuld tragedie, og sådan er den bedst.
Personligt synes jeg, at Shakespeare skriver bedst, når der er sorg og tragedie en masse. Som når stakkels Edgar klager sig:
Welcome then / Thou unsubstantial air that I embrace!
For søren da, sikke en lyd i ordene! Det kan godt være, at det er klart for enhver, at luft må være uden nogen videre fysisk substans, og det derfor kan virke som dobbeltkonfekt at sige "unsubstantial air". Men lyt til ordene! Hør hvordan de klinger på tungen! Er det ikke smukt? Dette er skrevet til at blive opført, og selvom jeg til enhver tid vil tale for, at Shakespeare først og fremmest bør læses, bør man alligevel huske, at læse højt for sig selv. Klangen i de sorgfulde monologer er det, der gør Shakespeare til en mester.
Til gengæld synes jeg, at det trækker lidt ned, at King Lear er blandt de længste af Shakespeares tragedier, for det kan mærkes. Der bruges lidt for mange sider på, at Lear og Edgar render rundt på galskabens rand. Det har sikkert været sjovt for datidens publikum, men humor ældes ikke helt så godt som tragedie, og derfor foretrækker jeg de mørkeste dele af Shakespeares tragedier. Det, synes jeg, får man endnu bedre i mit yndlingsshakespearestykke, Macbeth.
Ikke at mængden af genialt sammensatte ord trækker særligt meget ned. Shakespeare var nu en gang en gudsbenådet ordsmed. Og det kan mærkes.
Hvis man foretrækker Shakespeare kommunikeret gennem munden på skuespillere, så kan jeg varmt anbefale Peter Brooks filmatisering fra 1971. Den har ikke kun Shakespeares geniale ord, men er også filmet og klippet ret sjovt. Og så er den oven i købet optaget i Danmark, ved Råbjerg Mile, hvilket gør den til en ekstra underholdende oplevelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar