søndag den 21. januar 2018

Anmeldelse: Mörkhall og Også af Rasmus Halling Nielsen

Titel: Mörkhall
Forfatter: Rasmus Halling Nielsen
Forlag: Samleren
76 sider
2014
Poesi

Vurdering: 5/6

Titel: Også
Forfatter: Rasmus Halling Nielsen
Forlag: Samleren
65 sider
2016
Poesi

Vurdering: 5/6

Rasmus Halling Nielsen er måske Danmarks mest produktive digter. Bibliografien på hans wikipedia-side er helt sindssygt lang, på trods af den ikke har fået de seneste 1½ år med endnu og på trods af digterens forholdvist unge alder. De tre af hans udgivelser, jeg har læst, er de tre udkommet på forlaget Samleren. Udover Mörkhall og Også gælder det Tvillingerne, som jeg har anmeldt her.
Mörkhall og Også handler i højere grad end Tvillingerne om noget. Dvs. Tvillingerne handler ikke om meget andet end sit eget sprog og egen rytme, hvilket også går igen i de to forhåndenværende digtsamlinger, men de har samtidig også et tema: Mörkhall handler om digterens farfars død og sorgen over denne, og Også handler om krigen; ikke nogen nærmere bestemt krig, bare krigen. Det gør dem lidt mindre sjove, men til gengæld mere følelsesmæssigt rammende end Tvillingerne.
I Mörkhall får sproget lov til at stå for Halling Nielsen usædvanligt klart og forståeligt, når det handler om sorgen:

Det er vildt svært. Du var her lige, du var ikke helt dig selv der. // Jeg er en vækst med bommer smøg. Jeg kan ikke forstå at du er væk. // Det er der sikkert ikke så mange der kan. Din stemme forsvandt // Ned i dit bryst og blev en lille konkyliebevægelse af blege lyde ud af øjnene hvor stemmen skulle være.

Disse øjeblikke af klarhed står i kontrast til disse mere hallingske sammenlimede sætningsfragmenter:

som oftest associeret med nedsat social interaktion fødder oftest i teenageårene eller ung af guld og kun kærlighed af store stykker lysende hjerner i stjernerne ulige og ude at dryppe i forkerte retninger, myrer der engang boede i patientens opførsel og beskrivelse af sin store virkelig store sum af alle lys og lyde, spalter af snor i hår og altid

Disse laviner af ord står lige så rytmisk og lydligt overvældende og smukt som i Tvillingerne, men sammensætningen med øjeblikke af klarhed i sorgen løfter Mörkhall op på et andet emotionelt niveau.
Det emotionelle finder vi også i de Per Højholt-agtige gentagelser af små sætninger i Også:

der er krige og krige det er forkert aldrig ophører vil gerne sige: / der er krige og krige det er forkert / der er krige og krige det er forkert aldrig ophører vil gerne sige: // at synge det ud i verden aldrig ophører vil gerne sige: / at synge det ud i verden / at synge det ud i verden aldrig ophører vil gerne sige: / må krigen møde døden en fjerkugle / at synge det ud i verden

Man bliver nærmest helt hypnotiseret af alle gentagelserne, som især gør sig gældende i samlingens begyndelse og slutning. I midten er der kortere digte, som består af 2x2+1 linjer, f.eks.:

når man først har indsigt i / alle problemområderne // efter længere tid uden / uden problemer // første problem altid krig 

Dette digt er desuden et godt eksempel på Halling Nielsens fascination af forholdsord, som vi også kender f.eks. fra Morten Chemnitz. Der står "uden" to gange i træk, sætningerne starter med "når" og "efter", men forholdsordene udfylder ikke rigtigt deres vante position. Vi er vant til, at "når" skal føre til "så" (når noget sker, sker noget), men hos Halling Nielsen står forholdsordene bare og vifter for sig selv. De fratages deres betydning og bliver bare ord, bare rytmer.
Men uden betydning er Også ikke. Det er vist noget af det tætteste, Halling Nielsen kan komme på at være politisk: "der er krige og krige det er forkert" har samme naive tone som "det er ikke i orden at være i krig" i Daniel Dalgaards Vi er ikke konger. Og ligesom hos Dalgaard går naiviteten rent ind: det er jo rigtigt, at krige er forkert. Det ER ikke i orden at være i krig. Det kan vel ikke være så svært at forstå. Og slet ikke når det gentages og gentages messende som hos Halling Nielsen.
Selvom Halling Nielsen mestrer det abstrakte, maskinelt gentagende, uforståelige, skriver han nogen gange noget nærmest almindeligt. I starten af Også står et kærlighedsdigt i højre kolonne og blandes med uforståelige ordrytmer i venstre. Her højre kolonne isoleret:

du er der / du er varm / din mave er blød / jeg er på kartoflerne / de ligger i vasken / når du lige / når du lige har / været i bad / og står med håndklæde / omkring dig / virker dit hår / som noget tungt / hele tiden / er mine følelser / så stærke og intense / og jeg elsker dig / og jeg vil altid / elske dig / og gøre hvad / som helst / for at dette øjeblik / aldrig ophører

Så smukt et simpelt, gammeldags kærlighedsdigt. I Berlin så jeg på et museum nogle af Picassos tidlige håndtegninger, der var helt enkle og realistiske. Når man allerede mestrer realismen, giver det al mulig mening at bevæge sig ud i det abstrakte. Og Halling Nielsen kan skrive de helt enkle, almindelige digte (ok, der er stadig legen med forholdsord i "jeg er på kartoflerne" og det at "hele tiden" enten kan handle om følelserne eller stå og modsige at håret er som noget tungt lige efter badet), så det giver al mulig mening, at han udfordrer læseren med det til tider nærmest meningsløse, hvilket han heldigvis også mestrer!
Jeg er meget glad for alle tre digtsamlinger i det, man vel kan kalde Samleren-trilogien. Men Også er alligevel min favorit. Den er den simpleste af de tre, og måske derfor den følelsesmæssigt stærkeste. Jeg anbefaler varmt at læse alle tre digtsamlinger, og jeg vil helt klart selv læse mere fra forfatterskabet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar